Forca - Erfaren aktuar til Forcas regnskabs- og analyseafdeling
Slået op d. 11-06-2025.
Jobbeskrivelse
Vær med til at sætte retning for et klassisk aktuariat i en moderne pensionsverden
Er du en erfaren aktuar med lyst til at arbejde med solide, klassiske aktuariatsopgaver – og samtidig have mulighed for at sætte præg på nye metoder og arbejdsgange? Så har vi en spændende rolle i et stærkt fagligt miljø hos Forca.
Vi søger en selvkørende og engageret aktuar til teamet Aktuar & Analyse. Her får du mulighed for at arbejde med nogle af branchens dygtigste kolleger – og løse opgaver, der både understøtter kundernes forretning og sikrer den daglige drift.
Dine opgaver
Du bliver en central del af vores kernefunktion og arbejdet byder på tæt samarbejde med de ansvarshavende aktuarer hos vores kunder (PKA, LP og PBU). Opgaverne i listeform kunne så sådan ud:
• Månedlige og kvartalsvise opgørelser af hensættelser
• Fastlæggelse af aktuarmæssige antagelser og satser
• Beregning af kontribution og udarbejdelse af Thielenoten
• Dialog og dokumentation i samarbejde med kundernes ansvarshavende aktuarer og revisorer
• Udvikling af modeller og analyser, der understøtter forretningsudvikling og ledelsesinformation
Derudover har du – hvis du har lyst – mulighed for at involvere dig i udviklingsopgaver i regi af vores strategiske initiativ Horizon, hvor vi analyserer og forbereder fremtidens pensionsplatform med fokus på data, transparens og automatisering. Det er ikke et krav, men en mulighed, hvis du har interesse for det analytiske og forretningsmæssige perspektiv på pensionsområdet. Fokus er på at optimere datamodellen i forhold til regnskabsaflæggelse.
Et team med høj faglighed og stærkt sammenhold
I Aktuar & Analyse er vi 11 (12 med dig) engagerede kolleger med forskellig baggrund og erfaring – og en fælles ambition om at levere høj kvalitet i alt, hvad vi laver. Vi har et fælles ansvar for opgaverne og sikrer, at afdelingen har det overordnede ansvar for at tingene kommer i mål. Man har bolden, men ansvaret er fælles. Vi er et solidt og velkørende team.
Lise, senior aktuar, fortæller:
"Det, jeg sætter allermest pris på, er den værdiskabende dialog med kundernes aktuarer – samtidig ved jeg, at vi altid trækker på hinanden, når vi skal i mål. Det stærke kollegaskab i teamet gør, at vi både løfter i flok og samtidig har plads til at udfolde os fagligt. Det skaber en rigtig god dynamik og arbejdsglæde for mig."
Esben, aktuar, supplerer:
"Aktuar & Analyse er et godt sted at arbejde, fordi vi har en unik dynamik i teamet, hvor vi både kan have det sjovt sammen, men også arbejde seriøst og fokuseret."
Så jobbet er et match til dig der ønsker en uformel tone og at man hjælper hinanden – og så må du gerne være frisk på at mødes til frokost, fredagshygge eller fodboldgolf. Her er højt til loftet, og du får både ansvar og frihed til at forme dine egne opgaver.
Din profil
Du er uddannet cand.act. og har flere års erfaring fra pensionsbranchen. Du arbejder selvstændigt og ansvarsfuldt – og du kan lide at kombinere detaljefokus med forretningsforståelse. Vi forestiller os, at du:
• Har erfaring med klassiske aktuariatsopgaver og kan drive dine egne leverancer
• Er fagligt nysgerrig og måske har interesse for data, analyse eller automatisering
• Kommunikerer klart og samarbejder naturligt med både kolleger og kunder
Hvorfor vælge Forca?
Du bliver en del af en arbejdsplads med fokus på både faglig udvikling, trivsel og fleksibilitet. Vi sidder i moderne lokaler på Tuborg Havn, har en populær kantine, tagterrasse og et stærkt kollegialt fællesskab.
Vi tilbyder fleksible rammer, mulighed for hjemmearbejde og attraktive personalegoder.
Vil du arbejde sammen med Gitte, Lise, Esben og de øvrige i teamet?
Send dit CV hurtigst muligt og senest d. 25. juni 2025 – vi indkalder løbende til samtaler. Du er også meget velkommen til at sende en motiveret ansøgning, men det er ikke et krav – vi tager gerne dialogen til en samtale.
Har du spørgsmål, kan du kontakte rekrutterende leder Gitte Grabow på [email protected] eller (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside).

Om Forca
Ejer: PKA, Pædagogernes Pension & Lærernes Pension
Startår: 2006
Selskabstype: Administrationsselskab
Antal medarbejdere:
408
Lønvilkår i Forca
Gns. årlig bruttoløn:
857.843 kr.