Forsikring & Pension - Jurist til Koncernjura
Slået op d. 21-05-2024. Deaktiveret d. 16-06-2024.
Jobbeskrivelse
Er du jurist med erfaring inden for IT-ret/-kontrakter? Kan du lide at arbejde med en bred palet af erhvervsjuridiske opgaver? Så er du måske vores nye kollega i Koncernjura.
F&P er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets forsikrings- og pensionsselskaber. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for, at branchen bliver kendt for sit bidrag til at løse nogle af de største udfordringer, det danske og internationale samfund står overfor, herunder særligt i forhold til velfærd, tryghed og grøn omstilling.
Vi søger en jurist, der kan bistå med udarbejdelse af kontrakter, særligt i forhold til et af vores selskaber, F&P Brancheløsninger P/S, der driver og udvikler IT-løsninger til forsikrings- og pensionsselskaberne. Herudover skal du bidrage med erhvervsjuridisk rådgivning generelt i hele F&P’s organisation. Du kan derfor forvente at løse en bred vifte af opgaver og med varierende kompleksitet.
Du bliver en del af Koncernjura. Vi varetager den interne juridiske rådgivning på tværs af de mange juridiske enheder, som F&P sekretariatsbetjener. Teamet er forholdsvist nyt og vi består p.t. af en stud.jur., en advokat og chefen for Koncernjura. Til daglig sidder vi bl.a. sammen med Ledelsessekretariatet, HR og Compliance, som vi også arbejder tæt sammen med.
Dine vigtigste opgaver bliver at
- Udarbejde, gennemgå og forhandle komplekse IT-kontrakter og cloud-aftaler, der driver vores teknologiske innovation og sikrer vores konkurrenceevne
- Sikre, at alle IT-relaterede kontrakter og cloud-aftaler er i overensstemmelse med gældende lovgivning og interne retningslinjer, med særlig fokus på databeskyttelse og cybersikkerhed
- Bidrage til afklaring af juridiske problemstillinger relateret til nuværende og nye IT-brancheløsninger
- Holde os ajour om lovgivningsmæssige ændringer inden for IT-ret, databeskyttelse og cloud-teknologier samt bistå med implementering heraf i organisationen
- Rådgive de forretningsansvarlige om kontraktforhold og sikre god governance omkring opfølgning på kontraktlige forpligtelser, herunder databehandleraftaler
- Støtte forretningen med juridisk forståelse, fx i forhold til revisions- og ledelseserklæringer
- Udarbejde og opdatere politikker, retningslinjer, forretnings- og arbejdsgange mv.
Vi lægger vægt på, at du
- Er uddannet cand.jur. med 3-5 års relevant erhvervserfaring, gerne fra advokatkontor
- Har erfaring med udarbejdelse af kontrakter, særligt vedr. IT-systemer og branchefælles løsninger
- Har kendskab til IT-ret og outsourcing, gerne med indblik i DORA og NIS2
- Har god teknisk indsigt og forståelse for processer i en kompleks organisation
- Motiveres af at skabe gode relationer og samarbejde på alle organisatoriske niveauer
- Er stærk i både skriftlig og mundtlig kommunikation og kan gøre juraen forståelig for andre, der ikke er jurister
- Arbejder struktureret, effektivt og procesorienteret.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Foruden en masse spændende og udviklende opgaver kan du forvente at få en 37 timers arbejdsuge i en ambitiøs virksomhed, hvor vi vægter trivsel og balance mellem arbejds- og privatliv højt.
Vores kultur er kendetegnet ved faglig sparring, en uformel omgangstone og hurtige beslutningsprocesser, og vi tilbyder gode muligheder for udvikling og uddannelse.
Løn forhandles på baggrund af erfaring og kvalifikationer, og hertil kommer en række personalegoder i form af attraktiv arbejdsgiverbetalt pensionsordning på 17 %, helbredsforsikring, ulykkesforsikring, tandforsikring, 7 ugers fri, en rigtig god kantineordning, fredagsbar og meget mere.
Om os
I F&P arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer, rådgive om ansættelsesforhold og arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt for vores velfærdssamfund.
Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med 160 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser.
Vi lægger vægt på et godt samarbejde, og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at F&P er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.
Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk
Sådan ansøger du
Er stillingen lige noget for dig, så send os en ansøgning hurtigst muligt. Vi besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Koncernjura, Karina Hasselriis på [email protected] eller tlf.nr. (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside).

Om Forsikring & Pension
Ejer: Selvejende
Startår: 1997
Selskabstype: Brancheorganisation
Antal medarbejdere:
94
Lønvilkår i Forsikring & Pension
Gns. årlig bruttoløn:
914.894 kr.