Forsikring & Pension - Public Affairs praktikant
Slået op d. 24-09-2025.
Jobbeskrivelse
Vil du gerne arbejde med interessevaretagelse, og sammenhænge mellem politik, samfundskommunikation og erhvervsliv? Får du et kick af at følge nyhedsstrømmen og de politiske processer på Christiansborg? Så er du måske vores nye Public Affairs praktikant til forårssemestret!
F&P er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets forsikrings- og pensionsselskaber. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for, at branchen bliver kendt for sit bidrag til at løse nogle af de største samfundsudfordringer, det danske og internationale samfund står over for, herunder særligt i forhold til velfærd, tryghed og grøn omstilling.
Vi søger en praktikant, der sammen med resten af Public Affairs teamet kan sætte politisk fokus på branchens store bidrag til samfundet i løbet af et begivenhedsrigt forår.
Dine vigtigste opgaver bliver, at:
- drive forskellige politiske tiltag og initiativer, der spiller F&P ind i samfundsdebatten
- overvåge de politiske processer i Folketinget og de vigtigste stakeholders for branchen
- skrive udkast til notater, debatindlæg, SoMe-opdateringer og positionspapirer m.m.
- tage del i events som fx netværksarrangementer, rundbordsseminarer, årsmøde
- deltage i møder med diverse eksterne interessenter.
Vi lægger vægt på, at du:
- motiveres af at lære nye ting, og har viljen til at kaste dig ud i nye udfordringer med et positivt mindset
- har en politisk interesse og har en god forståelse for det politiske landskab
- er en holdspiller og er typen, der løfter og tager del i alle opgaver, både de store og de små, når der er behov for det
- tager ejerskab for dine arbejdsopgaver og trives med at håndtere flere opgaver på en gang
- har erfaring fra arbejde med politisk interessevaretagelse eller med kommunikation fra en politisk organisation, ungdomsparti eller lignende, men det er ikke et krav.
Derudover er det vigtigt, at du læser på en relevant videregående uddannelse. Det kunne f.eks. være statskundskab, samfundsfag, økonomi, sociologi, kommunikation eller lignende
Sidst men ikke mindst er det en forudsætning, at praktikforløbet kan meritoverføres, og vi sammen sikrer, at vi lever op til de læringskrav, din uddannelsesinstitution stiller til praktikforløbet.
Til gengæld tilbyder vi en erkendtlighed på 3.000 kr. om måneden i praktikperioden.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Foruden en masse spændende og udviklende opgaver, kan du forvente at få en 37 timers arbejdsuge i en ambitiøs organisation, hvor vi vægter trivsel og balance mellem arbejds- og privatliv højt.
Vores kultur er kendetegnet ved faglig sparring, en uformel omgangstone og hurtige beslutningsprocesser, og vi tilbyder gode muligheder for udvikling og uddannelse.
Som vores kommende praktikant vil du få rig mulighed for at prøve kræfter med mange aspekter af public affairs faget. Derudover tilbyder vi:
- at du bliver en integreret del af Public Affairs og Kommunikationsafdelingen, der består af 15 dedikerede specialister, som gerne vil lære fra sig
- mulighed for, at du selv kan være med til at påvirke dit praktikforløb, arbejdsopgaver, etc.
- frihed i forbindelse med eksaminer, aflevering af praktikrapport med mere
- en kompensation på 3.000 kr. om måneden i praktikperioden.
Om os
I F&P – branche- og arbejdsgiverorganisation for forsikring og pension, arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer, rådgive om ansættelsesforhold og arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt for vores velfærdssamfund.
Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med 160 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser.
Vi lægger vægt på et godt samarbejde, og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at F&P er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.
Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk
Sådan ansøger du
Send os en ansøgning senest den 12. oktober eller gerne snarest, da vi besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.
Praktikforløbet varer som udgangspunkt fra d. 1. februar til den 1. juni, men vi tilrettelægger gerne forløbet, så det passer til dit uddannelsessted.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Public Affairs Christian Vitting Gregersen på tlf.nr. (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside).
Vi opfordrer alle interesserede kandidater til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold. For at minimere bias i rekrutteringsprocessen, opfordres du til ikke at vedhæfte foto i din ansøgning og CV.

Om Forsikring & Pension
Ejer: Selvejende
Startår: 1997
Selskabstype: Brancheorganisation
Antal medarbejdere:
94
Lønvilkår i Forsikring & Pension
Gns. årlig bruttoløn:
914.894 kr.