P+ Pension - Specialist til ansvarlig skat i P+, Pensionskassen for Akademikere
Slået op d. 20-05-2025.
Jobbeskrivelse
Har du lyst til at udvikle dine kompetencer på skatteområdet og sikre en ansvarlig skattepolitik? Så læs med her:
P+ søger en specialist til at sikre, at pensionskassens opgørelser og afregninger af skatter og afgifter for vores medlemmer er ansvarlige og i overensstemmelse med gældende lovgivning. Du vil også bidrage til sikring og vedligeholdelse af P+ politikker og forretningsgange inden for skatte- og afgiftsområdet. Det er derfor vigtigt, at du følger med i lovgivningens udvikling på området og arbejder godt sammen med kollegaer, rådgivere, medlemmer og myndigheder, herunder i forbindelse med eftersyn og dialog om fortolkninger
En hverdag med spændende opgaver og stor berøringsflade
Stillingen spænder over opgaver indenfor pensionsafkastbeskatning (PAL) og moms, hvor du vil indtage en central rolle i at støtte dine kollegaer med beregninger og juridisk assistance. Du vil desuden være ansvarlig for håndteringen af skattekontroller fra myndighederne, i samarbejde med kunder og førende eksterne rådgivere på området.
Der er også mulighed for at udvide din faglige profil efter eget ønske, idet vi oplever en stigning i opgaver inden for områder som moms, transfer pricing og skatte due diligence samt generel håndtering af skattehenvendelser og skattesager.
Om dig:
Vi forstiller os, at du har en akademisk baggrund inden for jura, revision eller et andet relevant område. Du har allerede erfaring med skat fra tidligere beskæftigelse i finanssektoren, multinationale selskaber, revisionskontorer, Skattestyrelsen eller et advokatfirma. Erfaring fra pensionsbranchen vil være en fordel, men det er ikke et krav for at søge stillingen.
Du er ansvarsbevidst, struktureret og har øje for detaljer. Du værdsætter et professionelt arbejdsmiljø kombineret med en uformel tone og motiveres af en dynamisk hverdag med mange opgaver.
Om teamet:
Du vil blive en del af økonomiafdelingen, som består af 6 medarbejder. Afdelingen er ansvarlig for ekstern finansiel rapportering, herunder udarbejdelse af årsrapporter. Afdelingens ansvarsområder omfatter beregning og afregning af pensionskassens skatter og moms samt håndtering af lønninger og kreditorstyring. Vi koordinerer og samarbejder tæt med både interne og eksterne interessenter, herunder vores eksterne revisorer.
Om P+
P+, Pensionskassen for Akademikere, er en medlemsejet pensionskasse med mere end 119.000 medlemmer og en samlet formue på ca. 170 mia. kr. Vi er blandt Danmarks 10 største pensionskasser og arbejder hver dag på at skabe værdi for vores medlemmer.
Dagligdagen i P+
Som arbejdsplads er P+ præget af tillid, arbejdsglæde og engagement. Vi prioriterer godt kollegaskab, klar kommunikation og ansvarlig ledelse. Vi skaber et inspirerende fagligt miljø med mål og godt samarbejde på tværs af afdelinger. Vi har en uformel omgangstone, hvor ledergruppens døre altid står åbne, og hvor vi hilser på hinanden, når vi mødes på gangene. Din faglige udvikling er vigtig, og der er vide rammer for, hvordan du som medarbejder kan bringe dine evner i spil til gavn for P+ og vores medlemmer.
Som medarbejder i P+ har du adgang til kantine, massage- og fysioterapiordning, gratis idrætstilbud og sociale arrangementer, ligesom vi byder på morgenmad to gange om ugen og fejrer begivenheder og mærkedage sammen. Du får også sundheds- og tandforsikring, betalt internet, 6. ferieuge og flere betalte fridage, attraktive barselsvilkår samt mulighed for fleksibel arbejdstid med op til to hjemmearbejdsdage om ugen. Vi har adresse på Frederiksberg lige ved Flintholm Stations S-togs- og Metro-linjer og mulighed for parkering i kælderen.
Er du vores nye kollega?
Lyder det som noget for dig, så send dit CV til os senest den 15. juni 2025. Du behøver ikke at uploade en ansøgning, når du søger. I stedet vil vi bede dig om at inkludere et par linjer i dit CV om, hvorfor du søger job i P+.
Spørgsmål til stillingens faglige indhold kan rettes til Økonomichef Søren Bo Hansen på: (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside)eller [email protected].
Tiltrædelse snarest muligt eller efter sommerferie.
Vi afholder samtaler løbende og besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.
Vi vil gerne minimere bias og frabeder derfor billeder, da det hjælper os til en bedre og mere fair proces. Vi ønsker at skabe en inkluderende rekrutteringsproces og give alle jobansøgere lige muligheder uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Om P+ Pension
Ejer: Medlemsejet
Startår: 1983
Selskabstype: Pensionskasse
Markedsandel ift. indbetalinger:
2.97%
Markedsandel ift. opsparing:
4.40%
Antal medarbejdere:
104
Lønvilkår i P+ Pension
Gns. årlig bruttoløn:
1.105.769 kr.
Gns. pensionsindbetaling i pct.:
12.00%
Om kunderne i P+ Pension
Markedsrenteopsparing:
22.242 mio. kr.
Gns. renteopsparing:
122.901 mio. kr.
Bruttoindbetalinger:
6.873 mio. kr.
Bruttoudbetalinger:
5.929 mio. kr.
Antal kunder, ansættelsesforhold:
112.329
Antal kunder, individuelt tegnede:
29.544