Lærernes Pension - stilling som jurist
Slået op d. 13-06-2025.
Jobbeskrivelse
Har du solid erfaring med pensionsjura og lyst til at nørde videre med GDPR og ESG – sammen med dygtige kolleger og i en arbejdsdag med både grin og faglig fordybelse? Så læs videre – vi har måske dit næste job.
En af vores kollegaer skal videre – og vi mangler dig
En af vores kollegaer har valgt at tage næste skridt i sin karriere efter knap seks gode år i Jura & Compliance. Vi er både glade på hendes vegne og lidt misundelige på dem, der nu får glæde af hende. Derfor leder vi nu efter en erfaren jurist, som kan finde faglig mening og arbejdsglæde – særligt i pensionsret, databeskyttelse og ESG.
Det er en vigtig rolle i et lille, men stærkt team, hvor vi hjælper hinanden, sparrer fagligt – og har det sjovt undervejs.
Din hverdag: en god blanding af rådgivning, møder og nørderi
Stillingen har sit hovedfokus på medlemsrettet jura – som fx pensionsjura, juridiske aspekter af medlemskommunikation, GDPR og ESG. Du kommer til at spille en central rolle i at sikre, at vi i Lærernes Pension altid har styr på juraen – og bruger den klogt og konstruktivt.
Du trives med at bringe juraen i spil på tværs og finde løsninger, der både er juridisk holdbare og praktisk anvendelige. Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
• Juridisk vurdering af medlemsrettigheder og pensionsbetingelser
• Fortolkning og opdatering af forsikringsvilkår
• Behandling af klagesager og ankenævnssager
• Databeskyttelsesret: fx behandlingsgrundlag, fortegnelser og awareness
• Juridisk rådgivning om ESG-relaterede krav og samfundsansvar
• Juridiske vurderinger i forbindelse med produktudvikling
• Kvalitetssikring af vores kommunikation til medlemmerne
Arbejdsdagen veksler mellem stille stunder med fordybelse, tværfaglige møder og ad hoc-henvendelser – så du skal trives med variation og samtidig have lyst til at være den skarpeste kniv i skuffen, når det gælder arbejdsmarkedspension.
Du er en fagligt stærk holdspiller – med blik for både jura og mennesker
Du har solid erfaring og trives med at gå i dybden – og formidler komplekse juridiske problemstillinger, så andre forstår dem. Du er nysgerrig på både forretningen og på at lære nye juridiske områder, tænker i løsninger og nyder samarbejdet med både kolleger og andre fagligheder.
Hos os er det vigtigt, at du både kan arbejde selvstændigt og er generøs med din viden – vi løfter nemlig i flok.
Vi forestiller os, at du:
• Er cand.jur. eller cand.merc.jur.
• Har mindst fem års erfaring – gerne fra den finansielle sektor eller pensionsverdenen
• Har dyb viden om pensionsjura og god forståelse for databeskyttelsesretten
• Har interesse for ESG og lyst til at arbejde med et område i udvikling
• Er struktureret, nysgerrig og god til at formidle komplekse problemstillinger
• Har lyst til at tilegne dig ny viden, dele viden og være en del af et fagligt og socialt stærkt team
Et juridisk team med både dybde, bredde og godt humør
Du bliver en del af Jura & Compliance – et velfungerende team med seks jurister og to studentermedhjælpere. Vi dækker hele spektret af jura i huset: selskabsret, investering, medlemsjura, ESG og databeskyttelse – samt alt det derimellem.
Vi arbejder tæt sammen, supplerer hinanden fagligt – og prioriterer både ordentlighed, kvalitet og humor i hverdagen.
Organisatorisk hører vi til i Medlemsområdet, og vi samarbejder tæt med Forca, som varetager mange af de daglige driftsopgaver.
Om Lærernes Pension
Vi er et veldrevet pensionsselskab med ca. 60 medarbejdere og forvalter en formue på 170 mia kroner for 163.000 medlemmer – og flere kommer til. Vores organisation er overskuelig, beslutningsvejene korte – og kulturen præget af tillid, kvalitet og balance. Vi bor i lyse lokaler i Hellerup.
Klar til at høre mere?
Send dit cv allerede i dag – du er også velkommen til at sende en motiveret ansøgning, men det er ikke et krav. Vi holder samtaler løbende og har planlagt anden samtalerunde i uge 26–27, inden sommerferien rammer.
Tag endelig fat i juridisk chef Jette Styrishave Kure på (Telefonnummer fjernet - kan ses på selskabets hjemmeside), hvis du vil høre mere – vi tager gerne en uforpligtende snak.

Om Lærernes Pension
Ejer: Lærerforeningerne & Uddannelsesforbundet
Startår: 1993
Selskabstype: Livsforsikringsselskab
Markedsandel ift. indbetalinger:
2.80%
Markedsandel ift. opsparing:
3.77%
Antal medarbejdere:
49
Lønvilkår i Lærernes Pension
Gns. årlig bruttoløn:
1.224.490 kr.
Gns. pensionsindbetaling i pct.:
20.00%
Om kunderne i Lærernes Pension
Markedsrenteopsparing:
0 mio. kr.
Gns. renteopsparing:
124.453 mio. kr.
Bruttoindbetalinger:
6.461 mio. kr.
Bruttoudbetalinger:
2.370 mio. kr.
Antal kunder, ansættelsesforhold:
155.327
Antal kunder, individuelt tegnede:
8.942